Kvik Årsmøde
Kvik skabte nærvær, fællesskab og forretningsforståelse fra Virsabi’s virtuelle studie i København
Virtuel Produktion
Event
Kvik
Digital Møde fra Virsabi's Virtual Production Studie
To dages fest med kolleger fra hele Europa og Thailand i et fyldt Herning Messecenter. Udklædning, optrædende chefer, live-musik og dans til de små timer. Og så selvfølgelig fagligt indhold med udstillinger fra leverandører og strategiske indspark fra ledelsen i løbet af dagen.
Årsmøderne i køkkenfirmaet Kvik er en begivenhed, som alle medarbejdere ser frem til og taler om i lang tid efterfølgende. Men i år var mulighederne for at flyve medarbejderne til Danmark og samle så mange mennesker på samme sted lig nul. Så spørgsmålet er, hvordan man skaber samme stemning og energi, når arrangementet holdes digitalt.
”Det gør man selvfølgelig ikke. Derfor gav vi os selv den udfordring, at vi ville vise medarbejderne, hvor meget der rent faktisk kan lade sig gøre, hvis man udnytter de digitale muligheder og gør det på mediets præmisser i stedet for at forsøge at genskabe det eksisterende en-til-en,” siger Jens-Peter Poulsen, adm. direktør i Kvik A/S.
Den tilgang passer også til udviklingen i Kvik, hvor digitale værktøjer udnyttes mere og mere i salget af køkkener og badeværelser, for eksempel til videomøder med kunderne og til at simulere muligheder i indretning af kundernes rum.
”Jeg er utroligt glad for, at vi valgte at gennemføre årsmødet, selv om det blev digitalt. Sammen med Virsabis team viste vi medarbejderne, at det digitale kan mere, end de tror. Det har stor værdi i sig selv,” siger Jens-Peter Poulsen, der blandt andet introducerede medarbejderne for en ambitiøs vækststrategi for de næste år.
Tillid afgørende for valg af leverandør
I stedet for at mødes i Herning Messecenter var medarbejderne samlet i små grupper i deres butikker eller kontorer – og en enkelt butik havde endda lejet en biograf. Her kunne de se årsmødet blive sendt direkte fra Virsabis Virtual Production Studio i København, og da der blev streamet i HD, kunne selv gruppen i biografen nyde knivskarpe billeder.
Nogle dele af showet var live, mens blandt andet en sketch med direktøren og præsentationen af nye produkter var optaget i forvejen. Undervejs blev der også vist videoer fra leverandørerne, så de kunne præsentere deres produkter og sende hilsener til medarbejderne i Kvik. Showet bestod af cirka 20 forskellige indholdsblokke, så der var meget at holde styr på.
Emoji-kanon udviklet til lejligheden
I pauserne blev der blandt andet vist billeder fra Kviks intranet, så de forskellige butikker kunne få deres billeder på storskærm, og som en helt særlig gimmick havde Virsabi udviklet en emoji-kanon til lejligheden. Med emoji-kanonen kunne medarbejderne dagen igennem få emojis til at flyve hen over den nederste del af skærmen, hvilket var med til at give en konstant fornemmelse af nærvær. Den blev især brugt flittigt, da Allan Nørgaard under dagens store award show blandt andet løftede sløret for, hvem der var årets nye medarbejder, årets sælger og årets franchisetager.
”Jeg elsker at stå på scenen og uddele de priser normalt, men jeg var ærlig talt lidt nervøs for at stå i et studie og forsøge at fremtvinge den energi til et kamera. At se alle de emojis på min monitor gav et boost og en følelse af, at der sad et publikum og lyttede. Samtidig havde Virsabi også sørget for at indrette et green room med flag og balloner og alverdens lækkerier, så der også blev skabt en afslappet og festlig stemning for os, der var på i studiet. Det var bare en dag, hvor alt klappede,” siger Allan Nørgaard.
I den virtuelle skov med produktchefen
Alt klappede også for Kviks produktchef, Claus Johnsen. Som ansvarlig for nye produkter er han en populær mand blandt de mange køkkensælgere rundt omkring i Europa. Derfor var han også en central del af det digitale show og både med live og i flere for-producerede indslag. Et af de for-producerede indslag udnyttede den virtuelle teknologi i Virsabis studie til at skabe en illusion af, at han befandt sig i en skov, mens han fortalte om den bæredygtige filosofi, der ligger bag Kviks nye køkkenserier.
”Virsabis medarbejdere formåede at gøre det sjovt og naturligt at stå foran kameraet og præsentere for mine kolleger. I forhold til idéudvikling og manuskriptskrivning fandt de lynhurtigt forståelse for vores tankegang og målsætninger, og instruktør, kamerafolk og lydmand udstrålede ro og kompetence hele vejen igennem. De er bare nogle dejlige mennesker alle sammen, og de gjorde virkelig deres bedste for, at jeg kun skulle fokusere på at tale om produkterne,” siger Claus Johnsen, der også fremhæver projektledelsen og de grafiske elementer undervejs i showet.
”3D-grafik er tydeligvis en kernekompetence hos Virsabi, og selv de små detaljer i grafikken på skærmen i pauserne mellem indslagene var gennemførte. Den slags udstråler kvalitet og professionalisme. Og det virker ikke tilfældigt, for projektledelsen af hele forløbet har været totalt struktureret og velgennemført,” siger han.
Kvik er klar til næste gang
Claus Johnsens tid foran kameraet slutter ikke med det digitale årsmøde. For om få uger stiller han op i Virsabis Virtual Production Studio igen.
”Vi skal præsentere vores nyeste produktlinjer for medier over hele Europa ved et PR-arrangement, så vi skyndte os at booke Virsabi til at løse den opgave for os også,” siger han.
Vil du vide mere?
Virsabi er en virksomhed, der udforsker krydsfeltet mellem kreativitet og teknologier og er en af de første Virtual – og Augmented Reality dedikerede virksomheder, der tilbyder både forretningsrådgivning og teknisk udvikling til udnyttelse af Virtual Production, Virtual Reality, Augmented Reality, Mixed Reality og andre nye visualiseringsteknologier.