Musik i Virtual Reality
Da vi begyndte at lytte til musik i højtalere i mono eller stereo konfiguration, eller i høretelefoner, er vi blevet vant til et lydmiks der til en vis grad er statisk, og et format for hvordan man producerer og mixer til dette format blev etableret for mange år siden. Selvfølgelig har der været andre formater med multikanalsløsninger, eller binaurale lydoptagelser ved brug af attraphoveder, men du har som lytter i næsten alle tilfælde siddende stille i sweet spottet. Du kan høre forsangeren lige foran dig, trommerne en smule længere bagude, de to guitarister en smule til siderne, og så videre. Vi har vænnet os til dette auditive perspektiv af at opleve optagede bands og orkestre fra en statisk sweet spot position. At opleve musik i virtual reality er på nogen måder en smule som at gå tilbage til hvordan vi oplevede musik før det blev normalt at lytte til den optagede lyd. I virtual reality med ordentligt implementeret spatial lyd, bliver musikerne pludseligt puttet tilbage i det (virtuelle) rum som du befinder dig i, og du kan gå rundt imellem dem imens de spiller. ligesom når du er på en jazzklub eller en hvilken som helst anden form for koncert, hvor det er acceptabelt ikke at sidde stille i dit sæde hele tiden.
Dette åbner selvfølgeligt en hel ny verden af muligheder!
Men der opstår problemer, når man prøver at bevæge sig væk fra den nuværende norm for mixing af musik, og ind i det nye/gamle akustiske 3D rum. Når man diskuterer et virtual reality lydmiks med nogen der kommer fra musikindustrien, er det nødvendigt at understrege at mixet vil blive en kombination af traditionel lydmixing, og noget der minder om live lydmixing der tager plads i det virtuelle akustiske rum. Akustikken i det virtuelle rum kan, selvfølgelig, blive pillet ved (med undtagelse af når den er blevet optaget på forhånd). Men der er også en grænse for hvor meget det kan blive overdrevet, hvor de visuelle proportioner at rummet ikke passer sammen med den hørte akustik. Dette kunne selvfølgelig gå for at være troværdigt, hvis rummet er et musikstudie, og musikerne bruger mikrofoner, som det er tilfældet i vores samarbejde med Oh Land og B&O. I sådan en situation, kan det være forventet at lyden er blevet behandlet og manipuleret.
Alle pointerne der er nævnt ovenover relaterer til diegetisk musik. Med ikke-diegetisk musik er betingelserne anerledes, og vi har faktisk brugt musik i traditionelle stereoformater for at skabe drama og ambiance i virtual reality oplevelser.
Hvordan man bruger musik i virtual reality er et emne der stadig er under udvikling, og her hos Virsabi følger vi udviklingerne i dette felt, og vi bidrager til udviklingen med vores forskning og vores samarbejde med inspirerede firstmovers.
