København har fået sit første Virtual Production-studie

Nu får virksomheder fuldstændigt frie hænder i deres videoproduktion. I Virtual Production Studio Copenhagen kan virksomheder optage i et hvilket som helst miljø, helt uden at rejse. Med en gigantisk skærm og avanceret 3D-teknologi har virksomheder fuld kontrol over omgivelserne. De kan styre både vind, vejr og lokation – fra Holmen i København.

Virksomheder kan nu stoppe med at rejse for at optage videomateriale fra bestemte lokationer. I Københavns første Virtual Production-studie kan de i stedet få skabt præcis de omgivelser, de har brug for til deres optagelser. Omgivelserne bygges i virkelighedstro 3D, der vil snyde selv det mest trænede øje.  

”Hvis du ikke kan komme ud i verden, må verden komme til skærmen bag dig. Jeg garanterer for, at seerne ikke kan se forskel på, om en video er filmet on location i Mallorca eller i studiet,” siger Michael Harboe, CEO i Virsabi, der driver Virtual Production Studio Copenhagen.

Solnedgang dagen lang

En række møbelvirksomheder er de første, der har haft mulighed for at bruge studiet. Det gjorde de som en del af projektet Virtual Stage, hvor virksomhederne eksperimenterer med, hvordan teknologien kan hjælpe med at generobre de eksportindtægter, der er reducerede som følge af COVID-19.  

”For møbelvirksomhederne har det været en ekstra fordel, at vi har 100 procent styr på, hvordan vejret skal være, og at solnedgangen kan vare hele dagen, hvis det er lige præcis det lys, de har brug for at optage i. Selv når COVID-19 er overstået, vil flere fortsætte med at benytte den her teknologi for at spare alle logistikomkostninger, samtidig med at de mindsker belastningen på miljøet,” siger Michael Harboe. 

En mere fri kreativ proces

Med Virtual Production Studio Copenhagen er der lukket op for nogle helt nye muligheder inden for markedsføring for dansk erhvervsliv. Fordi størstedelen af omgivelserne er designet i 3D, giver studiet en kreativ frihed, vi ikke har haft før. 

I fællesskab med Virsabi kan virksomheder lege med miljøet og flytte rundt på, fjerne og tilføje elementer, indtil det er helt, som de vil have det. Det giver en mere fri proces, der kommer til udtryk i det færdige resultat.  

Klar til endnu en virtuel sæson

Virtual Production Studio Copenhagen er det oplagte sted at optage marketingvideoer eller andre videoer, hvor lys, lyd og omgivelser er vigtige for at levere et overbevisende budskab. Der er også stort potentiale i at bruge studiet til at professionalisere sine webinars og videopræsentationer: 

”Studiet er nu fuldt oppe at køre, og vi har afviklet de projekter og arrangementer, som lagde grunden til investeringen. Nu er vi klar til at åbne studiet for andre store virksomheder, der har brug for overbevisende præsentationer. Timingen kan næppe være bedre, eftersom vi kigger ind i endnu en sæson med rejserestriktioner, onlineseminarer og videopræsentationer,” siger Michael Harboe. 

Kom i kontakt

Hos Virsabi er vi klar til at møde dine kunder, der hvor de befinder sig - derhjemme. Lad os snakke sammen om hvordan vi kan skabe den rigtige løsning for dig.

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn
Del på email
Email