Brug for kreative mennesker i it-branchen
At udnytte mulighederne med AR og VR kræver mere end teknologisk indsigt. Derfor deltager vi i Virsabi også i undervisningen af studerende på humanistiske uddannelser.

I Virsabi elsker vi alt, der har med uddannelse og læring at gøre. For at levere værdi til vores kunder har vi behov for krøllede hjerner, der er knivskarpe på ny teknologi. Så det er kun naturligt, at vores adm. direktør sidder med i IT Universitets aftagerpanel, og at flere af vores medarbejdere ofte gæsteforelæser på både universiteter og ungdomsuddannelser.
Både AR og VR er teknologier, der bidrager til at løse de udfordringer, som virksomheder står over for i dag. De udfordringer er for eksempel træning af medarbejdere, samarbejde på tværs af afstande, og engagerende historiefortælling i forbindelse med salg og markedsføring.
”Teknologien løser ingen problemer i sig selv. Først og fremmest skal du kortlægge din udfordring. Så skal du udtænke en kreativ og holistisk løsning på, hvordan teknologen kan understøtte løsningen på dit problem, og så skal udviklingen og koden tilpasses din løsning. På den måde adskiller AR og VR sig ikke fra anden IT, men vores løsningstilgang er nok lidt mere kreativ,” siger Jens Lauritsen, Strategic Advisor i Virsabi.
Bryder grænsen for fortællestil
At udtænke kreative og holistiske løsninger er en Virsabis styrker, og derfor var det også helt naturligt at takke ja til en forespørgsel om at deltage i et undervisningsforløb med titlen Visual Culture under det humanistiske fakultet på Københavns Universitet.
Foruden Jens Lauritsen deltog Iris Magdalene Schmidt, der er Creative Director i Virsabi. Som uddannet filminstruktør er Iris Magdalene Schmidt et godt eksempel på, hvordan vi bringer et væld af forskellige kompetencer i spil, når vi løser opgaver og projekter for vores kunder.
”Når vi laver filmproduktioner til VR og i vores Virtual Production Studio skal historiefortælling, instruktion og teknik gå op i en højere enhed. Vi bryder nogle grænser for den traditionelle berettermodel, fordi vi kan skabe non-lineære fortællinger i engagerende universer, men samtidig stiller teknikken meget store krav til kvaliteten af fillm og lyd, hvis brugerne skal have den ultimative oplevelse,” siger Iris Magdalene Schmidt.
Koncert med 15 millioner besøgende
De studerende på Visual Culture fik til opgave at udvikle en oplevelse, der både er kommercielt bæredygtig og udnytter mulighederne med virtual reality.
Det resulterede i flere gode bud. Blandt andet producerede en af grupperne en video, der viste, hvordan spillestedet Vega kan åbne dørene for 15 millioner koncertgængere på samme tid, og endda give flere af gæsterne en VIP-oplevelse sammen med bandet på scenen.
”Energien fra de studerende var virkelig god og smittende. De var lynhurtige til at se og opfange, hvordan mediet giver mulighed for nye måder at fortælle historier og formidle budskaber på, og som der samtidig er et marked for, så det betaler sig for virksomheder at gå i gang. Det er lige præcis den type kreativitet, vi værdsætter i Virsabi,” siger Iris Magdalene Schmidt.
Det skriver Jens Lauritsen også gerne under på, og han fremhæver, at det er de mange blandede kompetencer hos medarbejderne, der gør Virsabi til et særligt sted at arbejde.
”Alle er fagnørder, men vi er det med meget forskellige udgangspunkter. Nogle er hard-core kodere, andre er eksperter i 3D-modellering på et niveau, som os dødelige ikke fatter, vi har en med en PhD i lyd, og så har vi kreative mennesker, som altid formår at se tingene fra en anden vinkel og bare løfter niveauet på alle vores produktioner,” siger han.
Vi samarbejder kontinuerligt med studerende
Virsabi arbejder med at integrere FN’s verdensmål i hverdagen, og uddannelse er et af de mål, virksomheden har fokus på. Også derfor prioriterer medarbejderne at dele viden.
”Vi har mødt rigtig mange studerende, som har opsøgt os for viden og inspiration til deres kandidatopgaver, bachelorprojekter og meget mere. Vi forsøger at stille op til det meste, men det er desværre ikke alle, vi kan nå. Og selvfølgelig er det ikke kun for de studerendes skyld, bestemt også for vores egen, for deres spørgsmål hjælper os med at stille skarpt, og så er de naturligvis en kilde til inspiration. Det er godt givet ud, og vi opfordrer alle virksomheder til at gøre det samme – invester tiden og inviter de unge ind i jeres virkelighed og lad dem udfordre jer til at tænke nyt,” siger Michael Harboe, adm. direktør i Virsabi.