Ledertræning i VR

Bliv bedre til at fyre dine medarbejdere

Sæsonen for fyringsrunder i de store danske virksomheder er i fuld gang. Lederne er de sidste vi skal have ondt af. Alligevel har vi sammen med Finansforbundet udviklet et læringsmodul, der kan forberede ledere på en af de sværeste og mest ubehagelige samtaler.

Flere store danske virksomheder – ingen nævnt, ingen glemt – har meldt ud om eller er ved at gennemføre et stort antal fyringer. Det skaber usikkerhed blandt medarbejderne, og for mange ledere skaber det også et stort ubehag.

For medmindre du er psykopat, er det aldrig rart at fortælle nogen, at de er fyret.

Samtidig ved gode ledere godt, at det ikke er deres følelser, der skal i fokus den dag.

Så hvordan forbereder du dig på at give andre en kedelig besked med den helt rigtige grad af følelsesmæssigt engagement, og hvordan forbereder du dig på, hvordan modtageren reagerer?

Klip fra ledelsestræning i VR

Træn igen og igen

Svaret er, at du træner samtalen igen og igen. Og den bedste måde at gøre det på er i VR. For i VR bliver du ikke forstyrret, og i modsætning til et rollespil på et lederkursus, er der ingen, der griner eller bedømmer dine svar undervejs.

I samarbejde med Finansforbundet har vi udviklet ledertræning i VR, hvor et af modulerne er en fyringssamtale.

”Selv om fyringssamtalen ikke er dagligdag for lederne, er det en af de sværeste samtaler. Lederne efterspørger redskaber til at håndtere den, og læringen fra den samtale kan overføres til andre konfliktfyldte eller ubehagelige samtaler,” siger Briddi Escherich, Teamleder og seniorkonsulent i Finansforbundet.

VR-modulerne i ledelsestræning bliver en del af undervisningen på Finansforbundets lederkurser.

Effektiv træningsform

I VR-oplevelsen skal du som leder afskedige tre forskellige medarbejdere med vidt forskellige personligheder.

”Når du får VR-headsettet på, er du fuldstændig til stede i rummet, og hjernen accepterer personen over for dig som virkelig. Derfor er det en intens oplevelse, som vores kursister husker og lærer noget af. Ikke mindst fordi de oplever umiddelbar respons, og kan prøve oplevelserne flere gange, så de kan opleve, hvad der sker, hvis de går en smule på kompromis med deres egen personlighed og svarer lidt uden for deres egen komfortzone,” siger Briddi Escherich.

Det er især fordybelsen, der gør VR til en effektiv træningsform. Samtidig viser studier fra PwC, at vi er langt mere selvsikre i forhold til at gå ud i den virkelige verden og benytte det, vi har lært, end hvis vi har modtaget undervisningen som e-læring eller undervisning i plenum.

Træning i VR gør det ikke behageligt for ledere at fyre medarbejdere. Men det giver noget øvelse, som de kan falde tilbage på, når pulsen banker og håndfladerne sveder.